Borgernes tillid til Byrødderne

Published On: 13. november 2021|Last Updated: 13. november 2021|Categories: Ikke-kategoriseret|

Læserbrev på Fyens.dk af Byrådskandidat Harris Sander Brandt (V):

Iflg. en undersøgelse fra analysebureauet Voxmeter fra i sommer er tilliden til politikere generelt lav. I Kerteminde er den desværre helt i bund. Det er der nok forskellige årsager til. Og sikkert endnu flere opfattelser af. Men bundplaceringen er desværre et faktum.

Jeg tror, at et ægte og bredt samarbejde blandt politikerne bliver afgørende for borgernes tillid efter valget. Og det bliver helt sikkert grundlaget for at skabe de bedste beslutninger – til gavn for borgerne og kommunen. Vi skal huske, at byrådet er til for borgerne – ikke omvendt.

Byrødderne skal lytte åbent og fordomsfrit til hinanden. Vurdere om “modpartens” synspunkter måske rent faktisk er fornuftige. Nogle siger, at vi er født med to ører og én mund, fordi vi skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Og så skal man for alt i verden undgå personkonflikter og forstå, at uenighed er et grundvilkår i politik.

Når den nye kommunalbestyrelse i Kerteminde sætter sig sammen efter kommunalvalget 16. november 2021, er det derfor vigtigt, at man er – eller bliver – enige om, hvordan man kan være uenige – på en god måde. En velfungerende kommunalbestyrelse kræver ikke, at alle byrødder er enige om de politiske spørgsmål. Det kræver først og fremmest, at de undgår, at de politiske konflikter bliver personlige.

Det er den holdning, som vil være mit vigtigste udgangspunkt, såfremt jeg bliver en del af den nye kommunalbestyrelse.